Den 20. april 2018 udkom Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensens bog Pseudoarbejde - hvordan vi fik travlt med at lave ingenting (Kan købes her). I bogen behandler vi et af de mest underbelyste områder i vores arbejdsliv: tendensen til at spendere tid på arbejdspladsen der reelt ikke skaber nogen værdi, ikke angår nogen og ikke giver nogen mening.
Vores bog er et opgør imod dette pseudoarbejde, fordi vi mener det står i vejen både for vores dannelse, reelt værdifuldt arbejde, lykke og evne til at tackle de virkelige problemer vi står overfor, fremfor de ligegyldige opgaver vi opfinder til os selv og hinanden, blot for at løbe med i hamsterhjulet af pseudoaktiviteter. Blot for at vi kan sige til hinanden, at vi har travlt og er meget vigtige.
Bogen er en invitation til både individer, ledere, organisationer og samfund om at se kritisk på det arbejde de fylder tiden ud med, men hvis reelle indhold er mere end tvivlsomt og som fylder deres medarbejdere med frustration, ærgrelse og meningsløshed.
I bogen fortæller vi også åbent og ærligt om vores egne bidrag til pseudoaktiviteter. Vi er begge to ex-konsulenter der også har taget skeen i den anden hånd og nu er dedikeret til at oplyse, afhjælpe og rådgive om det spild der forhindrer os i at bruge højtuddannede mennesker fornuftigt, holde mere fri, være sammen med dem I holder af eller gøre hvad I nu vil med den ekstra tid, der helt sikkert kan blive til rådighed.
Bogen startede en del debat og det vælter stadig ind med gode historier som vi stadig inviterer til at dele med os ([email protected]).
Hvad er pseudoarbejdet? Hvor udbredt er det? Hvorfor opstår det og hvordan kommer vi af med det igen? Vi ser på både de personlige, de organisatoriske og de samfundsmæssige konsekvenser af pseudoarbejdet.
5 HJERTER, Politiken:
"En væsentlig og veloplagt bog" - Svend Brinkmann
4 STJERNER, Jyllands-Posten
5 STJERNER, Børsen
"Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensens opgør med managementkulturens jublende selvfremstilling og dens evne til at bremse enhver værdiskabelse fortjener mere end blot at lave ballade."
- Georg Metz, Dagbladet Information
Skulle I ønske kun at høre en af os henviser til vores respektive hjemmesider.
Anders Fogh Jensen
Anders Fogh Jensen er filosof, forfatter og dramatiker. Hans filosofiske virke, som bl.a. består i at holde foredrag og kurser, har til formål at cirkulere viden ud i samfundets arterier og at ruste os til at leve bedre og kløgtigere liv. Han har tidligere udgivet bøgerne Projektsamfundet og
Projektmennesket samt teaterstykket De danser alene om det moderne menneskes liv med midlertidige engagementer. Desuden er han arrangør af rejsekonceptet 'Dannelsesrejser', som giver folk mulighed for at rejse ud i verden samtidig med at blive klogere på de store temaer i livet, kunsten, filosofien og eksistensen.
Dennis Nørmark
Dennis Nørmark er antropolog og har senest udgivet Humanistens guide til det private erhvervsliv og Stenalderhjerner. Han har etableret sig som betydningsfuld konsulent og oplægsholder i erhvervs- og organisationslivet. Her har hans ekspertise særligt gået på at forklare den danske kulturs særkende samt rådgive topledere i håndteringen af kulturforskelle i forretningslivet. Som antropolog er Dennis Nørmark i stand til at holde et spejl op for os og gøre det velkendte eksotisk og dermed gøre os bedre i stand til at forstå vores kultur og praksisser og derved også ændre dem om nødvendigt.